Karen Marianne Kristensen, Gjerrild-Hemmed sogne.

 

Karl Ludvig Reichelt: En venskabets teolog.

Den anden dag var jeg budt med til en spændende dag på Århus Universitet arrangeret af ”Folkekirke og Religionsmøde.” Her fremlagde ph.d. studerende nogle af deres tanker og arbejder. Bl.a. kom der et indlæg om liberalteologien, den dialektiske teologi og befrielsesteologien sat overfor religionsteologien. Religionsteologien forstået som spørgsmålet om sandhed og mening i andre religiøse traditioner. Hvordan når enderne sammen? Har de noget at sige hinanden? Ja, alle disse tilgange til sandheden i Kristus. - Hvad har de at sige ind i den religionskritik og det religionsmøde, der lige nu foregår.

 

Er det dialog i konfrontation. Må man introducere ”centrerende bønspraksis” i Domkirken. Er den blot et mantra? Eller virker Navnets Åbenbarings Kraft der?  Er Notto Thelles bog om mødet mellem kristendom og buddhisme ”på kanten?” Er det i cyber-space, på nettes præmisser at den nye tids mægtige katedraler på forhånd findes? Eller  - er det den forfinede teologis intellektualisme, der skal danne baggrund og bundklang for en reel dialog med de nye eller andre religioner. Er dette, som der humoristisk blev spurgt, ”som at spille violin på et højt niveau, mens Rom brænder?”

Er det den ”bløde” samtalende tilgang i dialogen, der skal være den fremherskende? Er det i lighedspunkterne, at vi tager afsæt til mødet. Eller er det netop i forskellighederne afsættet til dialog tages? Eller ingen af delene. Er det i stilheden uden ord og begreber? Ja, hvor tager vi afsæt til dialog og samtale, ja mission, i mødet med andre religioner? Og hvor er der mødepunkter, om nogen, i søgen efter Sandheden med stor S? Er udgangspunktet, at eet af grundvilkårene for det at være menneske, er en fælle søgen efter Sandhed. At vejen da kan gå forskelligt, men kun for at mødes det samme sted? Eller er Sandheden i Kristus væsensforskellig fra andre religioner? Ja, ligefrem ophæver disse? Så at Kristus i sin selvmeddelende sandhed, da netop for den enkelte bliver sandheden udenom en fælles eksistentiel og religiøs søgen?

Forsigtige svar, afføder endnu flere spørgsmål.

 

I efteråret fløj jeg finansieret af et ”Areopagos”- stipendium med ”Finnair” til Hong Kong til et 8 ugers ophold på ”Tao Fong Shan.” Til ”Logos Vindens Bjerg” eller ”Kristusvindens Bjerg.” Til den missionsstation som missionæren, der grundlagde Buddhistmissionen, Karl Ludvig Reichelt, begyndte at bygge op sammen med bl.a. den danske arkitekt J. Pripp-Møller i 1931. Missionsstationen ligger der knejsende på bjerget med det hvide kors lysende ud over millionforstaden Shatin. Synligt fra Shatin er også Kristustemplet hvilende på kanten af bjerget. Oprindeligt med udsigt ud over noget der, da det blev bygget, lignede de norske fjelde og de fjorde, som Reichelt selv kom fra. En tempel-kirke, der på det smukkeste føjer sig efter den bjergkam, den er lagt på. Her med missionsstationens ”hjerte”  byggetinden-i” sig, med den lille ”Lotuskrypt,” der på én og samme tid fungerer som en gravhule og opstandelseshule. Ja, det sted er et perfekt andagts - og bøns- og meditationsrum. Og måske det er der, svaret skal findes på, hvad ” ny mission” eventuelt kan indebære.

Stedet er ikke et hvilke som helst sted. Og bjerget er ikke et hvilken som helst sted. For Tao Fong Shan er bygget på et bjerg, som Reichelt selv via en indsigt eller åbenbaring vidste lå og ventede på ham. Tegninger dertil var i skitseform klare 20 år inden Tao Fong Shan blev bygget. ” Reichelts kontorchef og nære ven i Buddhistmissionen, Natvig, skriver i et foredrag om Reichelt og missionen, at de efter en måneds søgen fandt stedet ”fasst bestemt på å finne det fjell, som vi visste var lagt til rette for oss et eller andet sted i Syd-Kina.” -  Jo, Gud er forudseende. På alle måder, må man sige.

 

Hjemmefra var jeg forberedt på af bl.a. Filip Riisager, at det er varmt derude. Og det er det! Også i september og oktober. Kontrasterne er store i Hong Kong med de høje skyskrabere, og så resterne af små landsbyer ude i New Territories ved foden af Tao Fong Shan. - Modsætningerne mellem det ene øjeblik at være i en moderne storby, til at man det næste øjeblik bor i en jungle, og at man er forhindret i at komme ind på sit eget værelse, fordi huset man er bosiddende i, er besat af store abeflokke, - ja, det skulle jeg lige vænne mig til. Fra at være i megastore indkøbscentre, til at man det næste sekund er ved at træde på dødsensgiftige bambuslanger, der åbenbart har for vane at tage dagens sidste varme med sig fra de trin, der leder op ad bjerget til ens hus, er en ekstra detalje!

Modsætningen mellem ” englesangen,” – en popudgave af gammel gregoriansk klostermusik - der tonede gennem hovedindgangen i indkøbscentret nedenfor bjerget, til den lokale menigheds ”englesang” ved gudstjenesterne oppe på Kristusbjerget, var slående. Indkøbscentret, der som mange andre indkøbscentre er bygget som en katedral med glasvinduer øverst oppe, hvorfra lyset kan strømme ind over den kæmpe fladskærm, hvor nutidens guder i reklamens skikkelse på forskellig vis toner frem, dannede kontrast til det ydmyge, men smukke Kristustempel på toppen af bjerget, hvor ”lyset, der ikke får bugt med mørket,” bliver prædiket. Jo, man må sige, at kontrasterne fremhævede erfaringen af, at i Hong Kong må man sige at sækulariseringen er fuldbyrdet.

 

Her på bjerget øverst oppe under taget på kontorbygningen ligger Reichelts bibliotek med hans personlige bøger gennem- og understregede, fyldte med interessante kommentarer ude i marginen. Her er kopier af hans dagbøger. Her er alle Buddhistmissionens tidsskrifter gennem tiden samlet. Her er ”Østen og Vi.” – En sand guldgrube til studier af Reichelts missionsteologi. Og ikke at forglemme udkast, skitser og endelige tegninger fra arkitekt Pripp-Møllers hånd til Tao Fong Shan. Interessant er det at studere førsteudkastene. Udkast til drømme, bl.a. et klokketårn, der aldrig blev til noget. Og så tegninger til det Tao Fong Shan, vi ser i dag. Jo, biblioteket er et sted, man kan opholde sig meget længe, i mange måneder.

 

Her kan man, som i en føljeton bladre sig gennem Buddhistmissionens første år. Den spæde start derhjemme i Norge. Brydningstiden til Buddhistmissionen løsrev sig fra Norsk Mission Selskab i 1926. For at fortsætte det arbejde, der var påbegyndt i Nanking, over de borgerkrigsprægede år, hvor Reichelt og Thelle måtte flygte under dramatiske forhold, til tiden på Tao Fongs Shan, hvor 2. verdenskrig  satte et punktum for det livlige møde med Buddhistmunkene, såvel inde i Kina på Reichelts rejser til de hellige bjerge, som derhjemme på bjerget Tao Fong Shan.

I Reichelts personlige bogsamling, slåes man af den enorme interesse Reichelt havde for andre religioner. Med en viden om andre religioner han ikke kunne dele med mange derhjemme, fordybede han sig i bøger og religiøse samlinger. Den indsigt han havde erhvervet sig på sine mange rejser i samtaler og gennem dybe venskaber med de store religiøse personligheder, han knyttede stærke bånd med, sammenfattede han i sine bøger, artikler, taler og prædikener. For mange at se med en diffus teologi. Men for andre at se en teologi, der alene er bundet i en inderlig tro med en brændende iver efter at følge det kald, han allerede som ung mand modtog: at bringe Kristus til Kinas buddhister. Ikke så meget teologisk tænkning i den forfinede stil fyldte alt. Her bliver der spillet på mange strenge og måske flere violiner. Men alt sammen med dette ene for øje: en søgen efter, hvordan møde buddhisterne?

 

Rent praktisk mødte Reichelt buddhisterne der hvor de var: på vandring, på pilgrimsrejse, i en søgen efter sandheden. Han indrettede ”hjem,” pilgrimshjem på hovedårene for pilgrimmenes ruter. Der i knudepunkterne blev mødestedet. Og kilden til mødet blev ikke skriften alene, men missionens reelle grundlag er, ”livsstrømmen fra den levende Kristus.” Den kosmiske Kristus er Ham, der skal drage alle folkeslag til sig. Siger Reichelt i det, jeg trorer hans centrale bog: ”Fra Kristuslivets Helligdom”. Hvor det virkelig er Kristus kommen i kødet, der er grundlaget ethvert møde med den anderledes troende. Det er den Kristus i den ”Johannæiske Linie,” som han kalder det, den kosmiske Kristus, der drager alle til sig indtil verdens ende, der skal prædikes. Fundamentet for Reichelts missionsforståelse bliver da videre kirkefaderen Justins forståelse af ”logosteologien  fra Johannes evangeliet, at Guds Logos, som lysglimt har inkarneret sig, også i andre folkeslag.

Med det udgangspunkt for samtale opsøgte Reichelt da ledende kinesiske personligheder i dale og på bjerge. For i samtalen med dem, at forkynde at det Tao, den visdom og indsigt de talte om, den oplysning de søgte, var blevet kød og har taget bolig Jesus Kristus. Synligt. Kristus er det Sande Tao. Vejen selv. Her får Tao kød og blod. Og her finder man Reichelts missionssyn. Og måske er det her Reichelt kommer ind og taler ind i den tid vi er i, i vores religionsmøde herhjemme. Hvordan møde ”de andre”? 

 

Reichelt ledte hele tiden efter tilknytningspunkter. ”Det er en hellig plikt” at finde disse, siger han. Og kunne da, som en anden Paulus på Areopagos, tale ind i den tid og den religiøse forståelse, der var fremherskende. Og fandt den i den højere Mahayana buddhisme, som han kalder den. Der i Rene Land Buddhismen. I tilbedelsen af den Amida Buddha, som residerer i det Vestlige Lands Paradis, og der har udskudt sin endelige oplysning til alle levende væsener er oplyste. Flankeret af sine to ”hjælpe-buddhaer, i det han kalder en ”tre-hed.”

 

Reichelts måde at tale ind i buddhismen og taoismen på om den kraft, der fra Kristus gennemtrænger alt levende; hans omgang med mange forskelligartede religiøse retninger; bl.a. det religiøse selskab teosofiskt inspireret, Tao Yuan, der på det nærmeste bar ham rundt i Kina på hans lange rejser, og som stod klar med hjælp, når det var nødvendigt, - alt dette gjorde, at han derhjemme blev anklaget for alt fra at være kættersk, en synkretist, til at forkynde et amputeret evangelium. Han blev anklaget af såvel missionen der hjemme fra pietistisk hold for at være liberal teolog, til at liberalteologerne tog afstand fra ham. I konfrontation og dialog med den tids ledende missionsteolog, den hollandske H. Kraemer, blev det klargjort, at Reichelt nok ikke så at kristendommen voksede ud af buddhismen, som man måske kunne misforstå ham til at mene, når man så buddhistmissionens symbol, - en lotusblomst med korset i. Men snarere at korset så at sige bliver plantet i den åbne lotusblomst, som svaret på den søgendes spørgsmål efter sandheden.

 

Filip Riisager gennemgår i sin licentiatforelæsning i 1970 hvorledes man kan sige at Reichelt tilhører ”kontinuitetslinien,” eller ”kontinuitetsteologien,” hvorfra der går en lige linie fra religion til kristendom. At Kristus så at sige bliver opfyldelsen af den længsel efter sandhed, der som ” glimt” fra Guds evige Logos er sået i de forskellige folkeslags menneskesjæle. Kraemer repræsenterer den dialektiske teologi, som arbejder med ”diskontinuiteten,” med udgangspunkt i en dialektisk adskillelse mellem kristendom og religion. - Og taler ikke om Gud og Jesus Kristus ud fra en erfaringsbaseret pietistisk indlevelseskristendom, som man kan sige, Reichelt gør, men ud fra en tanke om Guds handlen direkte ind i menneskers liv. Nærmest som et indbrud, som ”bibelsk realisme.” Der er der et afgrundsdyb svælg mellem det naturlige og guddommelige. Kraemer er da teocentrisk i sin tænkning med en forståelse af åbenbaringens reale indhold som vidnesbyrdet om Guds handlen med verden og mennesker. Og Reichelt er modsat i udgangspunktet for sin mission antropocentrisk med en vægtlæggen på åbenbaringen som religiøs kraftkilde. -  Mødepunktet mellem de to store missionstænkere er, at de begge er kristocentriske i deres tænkning. For Kraemer  er  Kristus den i hvem, Gud afslører sit sande væsen. Der kan man møde Gud. For Reichelt er Kristus det sidste og endelige svar på ethvert religiøst menneskes søgen. Så vidt ”klip” fra Filip Riisagers forelæsning.

 

Alt sammen til belysning af den kritik af Reichelts missionstænkning, der fortsatte til langt efter hans død til i dag. Også på Tao Fong Shan. Helt synligt blev de tableauer, der havde omkranset alteret, fjernet, som bar kendte buddhistiske sentenser om ”lyset der skinner”, som kunne ligne sætninger fra Johannesevangeliet. For at blive erstattet af ”rene” Bibelske citater fra Johannesevangeliet. På buddhistmissionens tidsskrifter er der årgange efter hans død i 1952, hvor lotusblomsten og korset er fjernet fra hinanden. Så at det ikke ser ud, som om korset gror ud af lotusblomsten, eller at den omvendt er plantet deri. Men at den er hævet over og dermed er væsensforskellig fra lotusblomsten.

 

Udenom alle missionsstrategier og tænkninger er det, som har gjort indtryk på mig til inspiration i

mødet med andre religioner i Danmark, venskabet med andre troende. De bånd Reichelt knyttede med de mennesker han mødte, lyser gennem alle teologiske spidsfindigheder. Alle Reichelts nærmeste fortæller, at netop her lå hans force. I een af Reichelts sidste dagbøger, læste jeg en sætning om venskab, som jeg ikke fik skrevet ned i sin helhed. Situationen er, at Thelle klager over, at der nu er for mange der besøger bjerget. Det er tydeligt, at Thelle føler sig overarbejdet. Svaret lyder ind i alle overanstrengelser: ” Jamen, de skal komme her, som var det deres hjem. Vi skal være venner.”

I de film der er optaget med Reichelt, hvor han besøger store templer og deres ledere, ser man gang på gang, hvordan Reichelt nøje afpasser sine skridt efter gæsten eller værten. Han går aldrig foran. Altid ved siden af. Ligesom han altid lader sig fotografere med abbeden for et kloster, hvor begges hænder mødes i et fast håndtryk. Mens begge ser lige frem. Fast, i gensidig respekt. Med værdighed. Der ikke nødvendigvis betyder accept af den andens standpunkter.

 

Jeg tænkte da jeg sad i Lotuskrypten på stille varme eftermiddage: hvor er mission dog kropslig. Og nær. Der i mødet med den anden. Jeg tænkte på hvordan Reichelt her gang på gang havde siddet i sjælesorg. Eller i dyb åndelig samtale med søgende mennesker. Hvorledes han her havde siddet i bøn og meditation med anderledes tænkende og troende. I stilhed. Mission har egentlig sådan set ikke så meget for, i virkeligheden, andet end at møde den anden, der, hvor han er. Hvor enhver har begge sine ben plantet, der hvor han er. For så i mødet at blive bevæget af den andens tro og tanker. Og religiøse erfaringer. Ikke så at Kristus bliver mindre. Nej, altid større. Der i venskabet med ham, der ikke tror, som jeg gør det. Der, tror jeg, er det en ny missionsbevægelse begynder. Med en ny teologisk tolkningsramme og forståelse. 

 

Måske alle missionsteologier, om de er dialektiske eller liberalteologisk funderede er dømt ”ude”.  I den globaliseringsproces, som jeg var vidne til i Hong Kong, hvor sækulariseringen er næsten  fulfilled”, er det da ikke en ny missionstænkning, der skal til? Fordi vi alle, om vi vil det eller ej, for længst, som beskrevet i N. Thelles bog: Buddha og Kristus” fra 2007, er blevet en del et religionsmøde, der for længst er startet. For hundreder af år siden. Et religionsmøde, som har overhalet vores teologiske tænkning indenom. På et så dybt plan, at TV2’s reklamer ikke får mange hævede øjenbryn, men alle lever af en indforståethed, når der reklameres for ”karma-briller.” Eller når vi ser den oplyste kvinde meditere sig ind i buddhabevidstheden siddende foran en opvaskemaskine. Er vi ikke allerede for længst på et dybt plan så forbundet i et anderledes religiøst sprog i vores søgen efter sandhed, som ikke nødvendigvis har kristne rødder. Som da kræver at al missionstænkning bliver omdefineret. Og finder et andet udgangspunkt end den vestlige missionstænkning i sin oprindelige form.

 

Måske den dialektiske teologi - uvillet - har fjernet Gud så langt fra mennesket, for at mennesket ikke skulle ”gramse” på Guds urørlige væsen og anderledeshed sat overfor det alment religiøse, at Gud så at sige er ”fordampet” i egne tåger. Er det sådan at en ny missionstænkning må tage sit udgangspunkt i antropologien igen. I kroppens evne til at erfare det guddommelige, for at Gud da igen kan blive nærværende i menneskers liv. Også når vi taler om mission. Så at man ikke alene spiller forfinet ”på violin, mens Rom brænder.” Men med en bevidsthed om at Rom sådan set er brændt ned for længst. Det religiøse sprog, sådan som vi er vant til at bruge det, er i mange sammenhænge for længst ” brændt sammen,” i den vanlige danske kristne forståelse af, hvad kristendom er. Måske vi er der, hvor kristendom kun er forståeligt for de få indviede. Sækulariseringen har for længst indtaget os på et så dybt plan, så at den fælles klangbund til fælles forståelse af, hvordan det er vi tror i vores liv - ja, sådan gør vi også, for længst er forsvundet.

 

Hvor begynde på et nyt sprog der fostrer samklang mellem det vi tror, og så det vi gør. Fælles. På tværs af religiøse holdninger, globalisering og sækularisering. Lige nu tænker jeg, med Reichelt som forbillede, at ”venskabet” er udgangspunktet. Til en ny dialog. En ny forståelse og en ny tolkning af skaberværket, af frelse. På tværs. I et møde, der konstant må gentages på ny.  Hvor ”kraftkilden” med Reichelts ord til stadighed er livets kilde selv: Jesus Kristus. Men hvor man da må være forberedt på at erfare, at den Kristus, man tror man kommer med, for længst er gået ud ad bagdøren i den kirke, man selv synes, man tilhører. For så at finde Ham, lyslevende, der hvor man mindst ventede det, hos ”de andre!” Som Han selv har sagt det, for øvrigt. Og som Reichelt også antog.