Artikel til Randers Amts Historiske Samfund årbog 2005.

 

 

Fotos: Fotograf Robert Fortuna.

Kilder: Konservator Lise Thiellemann, Nationalmuseet.

Gamle optegnelser og bøger i Gjerrild Præstegård.

Egnsarkivet i Gjerrild.

 

Gjerrild Kirkes kalkmalerier.

 

Livshjulet” og ”kampen om sjælen”.

 

Betonbindemiddel og kalk.

De senere år i Gjerrild sogn, har været præget af en del travlhed i menighedsrådet. I år 2000 blev restaureringen af Gjerrild Kirkes tårn tilendebragt efter flere års arbejde. En ”mode” i 70’erne havde sat sit  præg på Gjerrild Kirke. Som så mange andre steder i Danmarks kirker i 70’erne anbefalede man at komme betonbindemiddel i kalken, ja selv skumplastmaling blev brugt. Begge dele er sket i Gjerrild Kirke. Dette med katastrofale følger for tårnet og for kirkens indre, og især kalkmalerierne. Bruger man en plastikforbindelse i kalken fungerer det som ” gummistøvler” på kirkens vægge, har én forklaret mig. Murene kan ikke ånde. Fugten, der bliver suget op fra grunden i vintersæsonen, kan ikke fordampe i sommerens hede. Når nationalmuseets folk nogle steder åbner for en sådan kalk/plasthinde, lyder det som et mindre vandfald: endelig kan vandet slippe ud.

 

I Gjerrild Kirke var tårnet ved at falde ned. En kæmperevne åbenbarede en sprække, da de løse mursten blev taget ud. Op til syv meter høj og fem meter bred et par steder. Og tårnhvælvingens mursten var så ”møre”, at man med hænderne kunne fjerne dem.

 

Som sagt blev en gennemgribende restaurering iværksat af tårnet samt tårnhvælving. Denne arbejdsproces bragte så andre nye emner for dagen. Bl.a. blev kalkmaleriet, ””Livshjulet”, ” Livets Hjul”, eller ”Lykkehjulet”, som det også kaldes, fremkaldt i tårnhvælvingen. I dårlig stand, idet malerierne også der, var blev kalket over med kalk iblandet skumplastmaling i sin tid.  Menighedsrådet søgte da  penge til  restaurering gennem forskellige fonde. 40.000 kr. lykkedes det at få fra forskellige side, men langtfra nok til at få dækket omkostningerne. Endelig, før jul 2003, gik konservator Lise Thiellemann fra Nationalmuseet i gang med at rense maleriet og derefter at strege det op med akvarelfarver. En spændende - og langsommelig - proces at følge, der fandt sin slutning før påsken 2004.

 

 

Maleriernes historie.

Livshjulet” er i Gjerrild kirke del af en større domsscene, der fyldte tårnets hvælving mod nord udført af det berømte Brarupværksted i begyndelsen af det 15.århundrede. ”Livshjulet” er kendt andre steder fra: Fra samme gruppe som Brarupværkstedet finder man ifølge konservator Lise Thiellemann et livshjul i Thingsted Kirke på Falster udført af Elmelundværkstedet. Der er dog andre livshjul i andre kirker, bl.a. Birkerød Kirke. Men ”Livshjulet” som en del af en domsscene, som man ser den i Gjerrild kirke, skal man til Kvistofta i Sverige for at finde.

De nu ødelagte kalkmalerier og det nyrestaurerede ”Livshjul” er sandsynligvis malet ovenpå gamle malerier fra det 14. århundrede. Med tiden, engang efter reformationen, er malerierne blevet malet over. I 1906 frilagde en Niels Termansen store områder af tårnets hvælv. Da Eigil Rothe i 1908 restaurerede selve hovedskibets dekorationer, var tårnhvælvingens malerier overdækkede igen. Ifølge en håndskrevet optegnelse i en bog fundet i præstegårdens arkiv, blev kalkmalerierne malet over igen, fordi præsten og menigheden fandt nogle af billederne for ”usømmelige”. Hvorfor præsten hver søndag inden gudstjenesten hængte et lagen op foran disse billeder. (Hvordan vides ikke.) Blandt andet sås et kærestepar, og en mand der tisser i en hat. Dog – inden  man kalkede dem over, blev de fotograferede af Nationalmuseet i 1906, hvorfor man har en god chance for at genkende nogle af motiverne på rester af disse kalkmalerier.

 

De forsvundne billeder på tårnhvælvingen.

Tårnhvælvingens malerier var inddelt således: Mod øst et Dommedagsbillede med Kristus i mandorla, og engel med sværd og lille rød djævel ovenfor. Mod vest i hvælv: Skib med mennesker ombord, sammen med en lille engel og blomsterkolber med figurer. Mod vest i fligene sås kæresteparret og manden, der lader sit vand i en hat. Og mod vest på væggen sås her Sankt Jørgen og dragen med prinsesse Cleodolinde og forældrene, kongen og dronningen, samt borgen. (Et lignende pragtfuldt billede findes blandt andre steder i Århus Domkirke og i Kolby Kirke på Samsø.) Mod syd fandtes en kirkebygning. Og et menneske på en båre.

Og så er vi ved dommedagsscenen mod nord, som temamæssigt og teologisk hænger sammen med de andre billeder. For alle billeder fortæller om kampen mellem det gode og det onde. Hvor hører man hjemme? Mennesket som udspændt mellem synd og frelse, Kristus og djævel bliver for alvor udfoldet her. Om fristelserne her i livet. Hvad vil man lade sit liv bestemme af. Til højre mod nord i den øverste del af kappen så man da i sin tid syndefaldsmotiv: Adam og Eva på den ene side med træet til viden om godt og ondt. Eller måske det var Livets træ. I midten ”Dødssyndemanden” med de syv dødssynder i skriftbånd, og dødssynderne livagtigt malet, forbundet med forskellige steder i kroppen. Og til venstre Mikael Sjælevejer svævende sammen med Maria. Alle sammen billeder, der nu sammen med de andre beskrevne, er gået tabt, fastklæbet kalk og maling.

 

Livshjulet” og ”kampen om sjælen”.

Det reddede ”Livshjul” er malet på væggen mod nord lige under dødssyndemanden, med fire skikkelser, mænd, der vises i fire forskellige livsaldre. På de gamle ”Livshjul”- malerier er det ofte fire konger, man ser afbilledet, som siger: ”jeg vil regere”( regnabo), ”jeg regerer” (regno), ”jeg har regeret” ( regnavi) , ”jeg er uden magt” (sum sine regnavi). Ordene er ofte malet på bånd, der  som talebobler gør du fra personen. Med tiden ændredes kongerne til at have udseende som almindelige mænd. Her i Gjerrild, en rigmand, med sværd i hånd i sin opstigen til karrierens tinde. På toppen af sit liv, holder han et slags scepter, her som en lilje, som tegn på herskerværdighed. Iført rød  og gul kofte – og grønne hoser!  Dette inden hans liv og karriere går ned ad bakke. Ja, man ser ham falde.  Menneskets fald. Det er ikke Gud. Indtil det punkt, hvor han som død, bliver sendt videre ud til venstre i billedet. Hvor går hans sjæl nu hen?  Himmel eller helvede? Der venter ham nemlig her tre bistre djævle, der binder ham og holder ham fast med fire reb, om hænder, fødder og hals. Djævlene er malet i gule og røde farver. Én af dem, den største, Djævelen selv må det være, har ekstra lang næse, bugtende horn, klumpfod og træben. Sjælen ser meget forskrækket ud, malet med fin rød pensel, med tydelige ribben og en forskrækket lille rund mund, man næsten kan høre sige ”Oh!” af skræk. Djævlene er virkelig nogle grimme karle, der, såvidt Lise Thiellemann kan se, har haft masker på både knæ og i hænderne, og kløer på tæerne for at virke ekstra skræmmende. Heldigvis bliver sjælen reddet i sidste sekund af en engel, der kommer flyvende med hævet sværd. Englen er iklædt fin rød kjortel. Den har fine smalle vinger med røde overfjer og underfjer i svage grønne farver. Håret er gult og glorien er grøn. Kommer man helt tæt på, kan man se, hvordan maleren har ladet sjælen blive reddet med det absolut yderste af englens fingerspidser. Fortabelsen er en mulighed, jovist. Mennesket er udspændt mellem Gud og Djævel. Men een døde for os, Kristus, for at vi skulle få liv ved ham. Så englen fra Paradis kommer til undsætning. Ingen Djævel skal skade os.

Dramatisk må det have været for den tids betragtere uden andre billeder i det daglige for øje og sjæl. ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad!”, digter Kingo i salmen af samme navn. Så sandt. ”Livshjulet” afspejler dette.  Og - ”memento mori”, sagde de gamle!  Husk, vi skal alle dø! Ja, vi er alle under dom, fortæller billedet. Men trøsten er med englen fra paradis,  at dommen er, at lyset er kommet. Som det står hos Johannesevangelisten. Og lyset er Kristus. Brarupmesteren kunne sin Bibel!

 

Kalkmalerierne i hovedskibet.

Tårnhvælvingens domsscener skal ses i tæt sammenhæng med resten af kirkens kalkmalerier. Man kan sige, hvor Brarupmesteren i tårnhvælvingen har sammenpresset hele frelseshistorien på fire fag på det mest dramatiske, udfolder han nu hele frelseshistorien med større penselstrøg i resten af kirken. Her har Brarupmesteren to hvælvinger med 8 fag eller kapper til sin rådighed. Men han mangler plads for at få hele fortællingen med: Fra tiden før skabelsen, til de sidste tider med. Og genbruger da genialt første fag. Så at fortællingen slutter hvor vi begyndte. Kommer nogen i kirken, vil de spørge, hvorfor han så i ikke brugte sideskibet. Men den er af nyere dato. Måske 17. århundrede. De gamle kalder den ” den nøj kjark” - den nye kirke, som til op i 18.hundredetallet blev brugt som ligkapel. Udvendig var den i sin tid sortmalet, fandt vi ud af under restaureringen.

 

Igen fortælles der om, hvorledes mennesket er udspændt mellem det gode og det onde, Gud og djævel. Brarupmesteren begynder mod det kolde nord at fortælle om, hvorledes ondskaben kom ind i verden med ”Lucifers fald.” Han begynder så at sige med begyndelsen før begyndelsen, med en urgammel legende,myte/ fortælling, der ligger som klangbund for forståelsen af, hvem djævlen i virkeligheden er. Som man her og der i det gamle Testamente, såvel som i det Nye, kan ane antydninger af. Lucifer, som betyder lysbæreren, var Guds ærkeengel nummer eet. I glans og herlighed overstrålede han langt de andre engle. For Gud havde givet ham sin herligheds glans. Og Lucifer vil da være Gud. Og udfordrer Gud. Men Gud går i kamp mod ham sammen med ærkeenglen Mikael. Lucifer kastes ud af himlen sammen med sin englehær. I faldet suger Gud al sit skaberlys tilbage til sig. Og Lucifer falder formørket i en flagermus skikkelse - med elefantsnabel - mod jorden med alle sine engle, der i faldet også forvandles til djævle. Alt dette i dette ene billede.

 

I østkappen ser man, at da Gud igen ånder ud, puster han sit skaberlys hen over mørket og havet. Vi er i kap 1. første Mosebog. Englen står med et ” talebånd”, hvor der står: ”I begyndelsen.” Den begyndelse vi alle kender. Gud står med sol og måne i hænderne. Og Gud skaber havet, planterne, dyrene mod syd. Vi ser enhjørningen, uskyldsdyret, Kristusdyret. Vi ser pelikanen, der ofrer sig selv for sine børn, når de er i fare, ved at hakke sit bryst til blods. Fortælles det. En forudgribelse af Kristus, der giver sig selv ” for at vi kan få liv ved ham.” Agnete og Havmanden (folkevise i Højskolesangbogen) er sandelig også med her. Hvorefter Gud i det fjerde fag mod vest da puster videre. Gud leger pottemager og skaber det første menneske, Adam, ud af mulden, og puster sit herligheds lys ind i Adam. Det lys, som oprindeligt tilhørte Lucifer får de første mennesker. Gud skaber mandinden, Eva, ud af Adams hjerterod. ” Så de ligner os!” Som der står. Og Gud velsigende dem, sådan som han på hver billede velsigner sin skabelse med Kristus velsignelsen: pegefinger og langemand strakt, som tegn på Kristi to naturer: Sand Gud og sandt menneske. De resterende tre fingre foldes ind i hånden, som tegn på treenigheden. Og rigtigt placeret, antydes der et alfa og et omega. Gud slutter velsignende med begge hænder, her siddende på en trone på 7. dagen!

 

Vi bevæger os da til midterste hvælv i kirken. Her er vi ved Livets træ i  Paradis i østkappen: ”Det må I spise af, så skal I aldrig dø”, siger Gud. ”Men træet til viden om godt og ondt, må I ikke røre!”. Men just her har Lucifer, Djævelen sneget sig med ind. Og har lagt øre til og udtænkt sit: Hvad der ikke lykkedes ham i første forsøg, at gøre oprør mod Gud og tilrane sig magten, må nu lykkes gennem de nye skabninger, som Gud har givet det skaberlys, der egentlig var givet ham. Noget i sig selv er han ikke. Formørket er han, tømt for Gudslyset. Men kunne han få sit lys tilbage, kan han igen puste sig op. Og han går på jagt efter det lys hos Adam og Eva. Og Djævlen sidder da i træet som en anden Kong Lindorm i eventyret, med kongekrone på.  Stadig mod øst. Og Eva spiser. ”Og de så, at de var nøgne.” For den, der er uden Gud, er nøgen. Oprøret lykkes. Næsten. ” Af jord er du kommet” sagde Gud, da han skabte Adam. Nu lyder dommen: ”Til jord skal du blive”. Og vi ser en kæmpeseraf på sydkappen med hævet sværd, der jager Adam og Eva ud af paradis, ubehjælpsomt iklædt figenblade. Ud i verden, udenfor paradis! Hvorfor vi da på vestkappen ser Eva med et barn og en ten. Og Adam, der nu pløjer med sine okser med en hjulplov. I min barndom prydede netop dette billede forsiden på en af mine historiebøger i grundskolen.

Her udenfor paradis, er man overladt til Djævelens forgodtbefindende. Så igen er vi ved det kolde nord. Det 8. fag.. Her kærner en kone smør mens djævle ” parfumerer” smørret med deres efterladenskaber. Hun har forskrevet sin sjæl til fanden. Til venstre rider en kone baglæns på djævelen, mens hun riser ham. Men hovmod står for fald. Til højre har djævle rykket hovedet af en kone, så blodet sprøjter. De leger trapez med hendes sjæl. Vi befinder os i tiden for hekseforfølgelserne.

 

Men Brarupmesteren lader det ikke blive ved det. Mennesket råbte jo om hjælp. Og Gud sendte julenat sin anden søn, Jesus Kristus, for at ”vi skulle få liv ved ham.” Påskemorgen træder Kristus, Lucifer, Djævelen under fode. Han får ikke det sidste ord. Han får ikke sit lys tilbage. Det beholder mennesket.  Og vi bevæges tilbage til vores udgangspunkt, tilbage i første fag ved ”Lucifers fald” mod nord i første hvælving. For pludselig: - set i lyset af alt det, vi har været igennem sammen med Adam og Eva, - forstå vi nu, at vi er ved tidernes ende. Det billede, som oprindeligt var ”Lucifers fald”, illustrerer nu hans andet fald. Vi er midt i Johannes Åbenbaring, hvor Kristus sætter sig på tronen, og siger: ” Se jeg gør alting nyt!” i kapitel 21. Men inden da, foregår der en sidste stor kamp mellem Gud og djævel. Hvor Lucifer, Djævelen, endelig, for altid mister sin magt. Lucifers første fald, forvandles her i lyset af fortællingen til hans andet - og sidste fald!

 

Sådan får Brarupmesteren i to ombæringer knyttet hele den kristne fortælling sammen, fra skabelse ,den ondes adkomst til skabelsen, videre til forløsningen og genløsningen i Kristus. Fra skabelse over undergang til genopstandelse og forvandling. Så vi igen er i udødeligheden og paradiset. Gud vinder! Brarupmesteren, eller de der havde lavet det forlæg, han malede efter, var gode teologer.

 

Løvedøbefonten

Skulle man ikke ha’ fattet budskabet under denne dobbeltvandring i kalkmalerier i Gjerrild Kirke, kan man slutte ved døbefonten. Her har den gamle viking i det 12 . århundrede, mindst ligeså genialt, på døbefonten fået samme fortælling med. Døbefonten er een af de henved 200 jyske løvedøbefonte. Den gode løve af Juda stamme, Davids rodskud ( Johannes Åbenbaring kap. 5,5), ser mod menigheden. Et Kristusansigt ses her omgivet af to løvekroppe med dobbelthaler: Én der ender i et sværd. En der ender i en blomst. Sværdet og liljen. Kristusløven bliver døbt i Jordanfloden. Her er antydning af en bølge, der også ligner et bæger. Livets drik. På den anden side af fonten har vi endnu et ansigt omgivet af to løvekroppe. Men halerne er sænkede, som hos en hund der stikker halen mellem benene. Ansigtet er næsten udvisket. Det er Djævelen, Lucifer. Den ansigtsløse. - Den brølende løve, der går omkring os og vil opsluge os ( 1. Peters Brev kap.5,8.). Han bliver ikke døbt. Men på bagsiden af døbefonten, ser man ham i fuld fart efter den nydøbte, der her er afbilledet som hjorten, der står ved det udtørrede vandløb  ( Davids Salme 42, vers 2.). Løven når at kradse hjorten på ryggen. Men over alt dette, ser man en snoning eller en tyk fletning omkranse døbefonten: Gud fletter sit liv sammen med vores, så det får dobbelt styrke. Kærligheden som fuldkommenhedens bånd. Djævelen får stadig ikke det sidste ord. I vandet fødes vi til at være et levende håb. (1. Petersbrev). Tydelige rande fra genfødelsens kilde ses stadig  indersiden af fonten.

 

Således er Gjerrild kirke mættet med teologisk tunge kalkmalerier. Og en fantastisk døbefont. Der i ordets forstand, malende, har indført tidligere generationers kristne, som nutidige kristne i Kristusmysteriet. Udspændte mellem Gud og Djævel. Nok forstod de ikke, hvad de hørte dengang før reformationen, så længe prædikenen var på latin. Men syn for sagen, - det fik de! Og vi med! For nu, hvor næsten ethvert barn, ”kan sin Harry Potter”, får legenden om ”Lucifers Fald” nyt liv. Enhver ved jo, at eet af hans nye navne udover djævel, fanden og Satan, nu også med Harry Potter er Voldemort. Som betyder noget i retning af, ”den, der forvolder døden”. Som intet er, uden han besætter mennesker. Når minikonfirmanderne fra 3. klasse ser ”Lucifers Fald” og ” Livshjulet” og ”kampen om sjælen” - billederne, fortæller de selv med.

 

Om Gjerrild Kirkes kalkmalerier er der tilbage at fortælle, at menighedsrådet forbereder næste etape for resten af kirkens restaurering. Det er ifølge Nationalmuseet sidste udkald, hvis vi skal redde  kalkmalerierne. For i væggen i hovedskibet sidder der stadig betonbindemiddel i kalken. Det eneste sted fugten i kirkens hovedskib kan ”ånde”, er gennem kalkmalerierne. De gamle malerier har det dårligt. Men der skulle være håb forude.

 

Karen Marianne Kristensen, sognepræst  i Gjerrild-Hemmed sogne. Sygehuspræst ved Grenaa Sygehus.