Karen Marianne Kristensen

 

Bønnens praksis:

- ” At løbe Gud på dørene!”

 

” Der på den skammel sidder jeg hver aften og beder, inden jeg går i seng”, fortalte min bedstemor mig som lille. At bøn er troens åndedrag var for hende, der var almindelig landhusmor ikke noget teologisk udsagn som sådan, men var en del af hendes hverdag. En ting der var ligeså normalt og nødvendigt for hende som at ånde. Gudstjenestens fællesskab og samtalen med Vorherre stoppede ikke, når gudstjenesten nu var forbi om søndagen. Samme bedstemor havde sit sted ude ved pilehegnene. Når hun gik derud for at være ene, vidste familien, at nu brændte det for alvor et eller andet sted. Min bedstemors søster, der blev urgammel og blind af alderdom, betroede mig da jeg blev voksen, at nu hun ikke kunne se mere, kunne hun jo bede. Og at hun bad for hver eneste med navns nævnelse i hele familien. Så gjorde hun da stadig nytte, mente hun.

 

Det er ikke nogen nostalgisk fortælling om gamle kloge koner som sådan, men de gamle søstre er sindbilleder på den praksis, man som en naturlig ting havde for en generation siden, som en del af  hverdagen. Nemlig den daglige samtale med Gud. Som jo kan antage mange former, som f. eks forbøn, bønnen for andre. En samtale, som mange nu søger efter at få genetableret. Tidens ånd er til det efter mange års tøven. Og søgt bliver der så i mange kroge - og afkroge også, vil nogen måske sige. Den søgen efter samtalen med Gud, Gudsnærværet, har grund i den samme længsel som disciplene havde, da de, der var tættest på Mesteren selv, bad Jesus om at lære dem at bede. ”Lær os at bede”. Bad de. Og fik Fadervor. Som bønnens fundament. ” Værs’go!” - ”Ved I ikke hvilke ord I skal bruge, så sig dog Fadervor.”

 

En praksis, ja? Hvor begynde, hvor ende? Hvor tit ? Hvordan opøve en rytme? Hvordan kan jeg knytte til? Jeg har så travlt. Jeg har ikke tid. Eller, jeg kan ikke tage mig sammen. Hvornår er bøn, bøn? Jeg kan ikke selv. Taler jeg mon pænt nok? Og hvad vigtigere er: hører Gud overhovedet efter? Hvad nytte er det til? Og er det ikke, når det kommer til stykket en gang føleri?  Hvad beder jeg med? Kun hovedet? Kun tanken? Hænderne, kan jeg da se, beder. Mon kroppen beder med?

 

Som præst for to små menigheder i en kombi-stilling som sygehuspræst, møder jeg ofte disse spørgsmål. Hvilket foranledigede, at vi i menighederne begyndte at holde ”stillegudstjenester” på hverdage. Meget enkelt anlagte i den mindste af kirkerne: Bøn, salme, introduktion, dagens læsning og emne. Stilhed i en halv time. Fadervor, velsignelse, salme. Stilhed igen. Det overordnede tema, eller den røde tråd, om man vil, blev gennem det første år: Hvad sagde Jesus selv om bønnen. Vi læste de fleste steder, hvor Jesus siger noget om bøn. Vi hørte ordene. ”Gå ind i dit eget kammer…” Der blev tygget drøv på dem. Vi udlagde dem. I ord og tanker. I hjertes stilhed. ”Bed om hvad I vil i mit navn, og I skal få det.” Og året efter fortsatte vi med at gå i bønnens spor i lignelserne, efter deltagernes ønsker.

 

Undervejs hentede vi svar på nogle af vore spørgsmål. Fra egen tradition og fra andres traditioner.  Sammenlignede. Så ligheder og forskelle om praksis. Vi læste til en begyndelse i vores salmebog hos vor egen kirkefar Luther om bønnens praksis i den Lille Katekismus, bagest i den Danske Salmebog. Indram din dag med bøn, siger Luther. Det er en god begyndelse. Om morgenen når du står op, slå da  korsets tegn, sig Treenighedens Navne, Fadervor, Trosbekendelse og bøn. ”Gå derpå glad til din gerning.” Om aftenen samme praksis. – ” Læg dig derpå stille og roligt til at sove.”

Og sidenhen lod vi os trøste med i al vor uformåenhed, at det nytter noget; - at vi skal ”bede og aldrig blive trætte!” Her læste vi Jesu fortælling i Lukas 18 om konen, der render den sure dommer på dørene, indtil han af skræk for hende da åbner den på klem og hører hende. Sådan er Gud - også.

Eller  om den  ”stedfortrædende” ordløse bøn, der går over i handling i Lukas  kap.5. Hvor vennerne firer den lamme gennem hullet på taget, da de ikke kan komme ind i huset til Jesus for mængden. Den lamme lander for Jesu fødder. ”Da Jesus så deres tro”, da er det at den lamme bliver helbredt.

 

I årets løb bladrede vi gennem denne ene bønsfortælling efter den anden. Der blev til bønsfortællinger der talte ind i vore liv. Om vore liv. Som besvarede, men som også åbnede op for nye spørgsmål. Og så gik vi på vandring i brevene. Vi læste 1. Thess, 5,17. “Bed altid.” Vedvarende. Jo, men hvordan det? Og vi gik da til den orthodokse Jesusbønstradition, som vi møder den i den russiske og den græske kirke. Vi stødte her på den underliggende hesychastiske strømning ( hesychia = stilhed), med rødder i ørkenfæderenes tradition. Vi stødte på eneboere og munke og kirkefædre fra kristendommens begyndelse til i dag. Og læste om, hvorledes de også havde bladret i Bibelen i deres søgen efter at opfylde længselen, efter altid at bede hvor de end gik og stod. Vi læste om, hvordan den blinde Bartimæus og den kanaanæiske kvinde råbte: ”Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!”  Om hvordan ”Jesus, Davids Søn” også blev til ørkenfædrenes råb. Hvordan alle Bibelens fortællinger tilsammen med Fadervor i deres åndelige kampe blev til den korte Jesusbøn. Et sammendrag af det hele, vil de sige. Der hurtigt kan siges under alle forhold. I åndelig kamp og selvforsvar, i hengiven bøn. Om man står, sover eller ligger. En bøn der også kaldes hjertebønnen, fordi den sætter sig i hjertet og vil bedes der, som ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig arme synder”. Af sig selv. Fordi Treenighedens mysterium skinner ud derfra i en kærlighedens cirkelbevægelse. En samlende bevægelse, der nat og dag bevæger den bedende mod, ikke egen navlebeskuelse, men mod Ham, som er den levende Kilde selv. Jesus Kristus. Navnenes åbenbaringsvirkelighed udsiger alt. Tænk Navnene, sig dem! Ånd dem i dit hjerte, lad hjertet banke i takt med dem. Du er omfattet af den kærlighed Navnene udsiger. Ja, vi er på den måde allerede som forvandlede i Herren. Transfigureret hedder det. Som Han på forklarelsens bjerg Tabor, så vi. Så at vi allerede her og nu lever i Hans opstandelseslys. For vi er skabte I Guds billlede til Guds billede. Og vi læste klare instruktioner, et sammendrag af ørkenfædrene tradition i en bønshåndbog: ”En Russisk Pilgrims Beretninger” ( Borgens Forlag):

”Sæt dig ned i din ensomhed og tavshed, bøj dit hoved, luk øjnene; dæmp dit åndedræt, se med din forestillingsevne ind i hjertet, led din forstand, d.v.s. din tanke, fra hovedet til hjertet. Sig hver gang du ånder: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig.”

 

I dette forløb måtte le, da vi efterfølgende sang: ”Hil dig, frelser og forsoner”. For om ikke Grundtvig i sin gendigtning af den gamle meditationssalme da henter sin inspiration fra Østkirken ind også her. Ikke blot gennem hans ”mageløse opdagelse” gennem Irenæus  ( Se Poul Engberg:”Grundtvig mellem Øst og Vest,” Poul Kristensens forlag), ikke blot gennem gendigtninger af de gamle kontakier. Nej, i vers syv finder vi sandelig den danske version af hjertebønnen, med hjerterytme ilagt. Lige til at synge.Lige til at recitere for sig nat og dag. Og om ikke ord falder sammen med hjerte også her. Prøv engang Den Danske Salmebog nr.192. vers 7:

”Du, som har dig selv mig givet,

 lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!”

 

Vi gjorde den opdagelse at bønnen ikke er til for tanken og intellektet alene. Men kroppen beder med: ”Ved I ikke at I er Guds tempel og at Guds Ånd bor i jer?”, spørger Paulus. Og Romerbrevet 8 blev et lille bønshæfte til inspiration og betragtning. For ofte driver Ånden kroppen til at vide mere end blot det ordene udtrykker. Konkret fik det i vores lille gruppe udtryk ved, at vi begyndte at vandre. ”Det havde jeg aldrig troet,” sagde min 70-årige menighedsrådsformand, ”at jeg sådan skulle ud at bede med fødderne i mit eget landskab.” Vi vandrede pilgrimsvandring, en henrejse der altid er en rejse hjem. På vandringen åbnede Vejen sig i takt med, at vi gik den. Bibelvandring kaldes det også. Det første år lod vi landskabet, med dets gamle helligsteder blive iklædt ny dragt i lysets af Bibelens beretninger. Troldestenen ved havet blev til den levende sten. Gjerrild Klint blev til Tabor Bjerg o.s.v. En andet år blev nr. 427 i Salmebogen ”Tak for al din fødselsglæde”, til et vandrekort med syv stationer, som vi lod knytte til kirker, vort kloster i nærheden, og gamle træer. Så til sidst ”tak for himlen, du har inde,

der skal vi dig se og finde!”

 

I denne lille beretning her har jeg forsøgt at tegne et rids af, hvad der kan ske langt ude på landet i to ganske almindelige danske menigheder på et lille sted. Længselen efter mødet med Gud kalder os til at genopdage gamle kilder, og at åbne for nye. Hos os har det været med til at berige den faste søndagsgudstjeneste. Og samtidig har vores fælles søgen efter at afdække andre tilgange til det Hellige, givet rum for nogle, som af den ene eller anden grund ikke har følt sig hjemme i højmessen.

 

Mens jeg sidder og skriver dette lille indlæg når klokkeklangen mig fra det nærliggende cistercienserkloster ”Marie Hjerte Abbedi”. Her bliver bønnen praktiseret. Som tidevandet der kommer og går: i en evig rytme knytter søstrene til ved fællesskabets bøn dag og nat, år efter år.

 

Bønnens ansigter er mangfoldige. Bønnes praksis har mange former. Gud taler med os, der hvor vi er. Han er god at løbe på dørene.